Blind Pioner nåede Sydpolen på ski
Lørdag den 13. januar 2024 nåede jeg til Sydpolen.
Jeg vil her fortælle om de særlige udfordringer, om det afgørende samarbejde med min trofaste ledsager Claus Geleff guiden fra Polar Explorers Taylor Sweitzer og om det fantastiske ved at have nået det store mål.
Ekspeditionen strakte sig over 8 dage og gik fra den 89. sydlige breddegrad og frem til den geografiske Sydpol. En distance på 111 km i fugleflugt.
Fantastisk oplevelse
At løbe på ski på Antarktis, der er på størrelse med Australien, og hvor der ikke er andet end sne, er helt enestående. Der er ingen vegetation eller dyr på det indre af kontinentet. Kun sne og store vidder, frost og vind, og bjerge i det fjerne.
I 5 år har jeg sammen med min ledsager Claus forsøgt at komme til at løbe på ski til Nordpolen, men det er ikke lykkedes på grund af Covid-19 og krigen i Europa. Derfor ændrede vi i efteråret 2023 kurs og sigtede mod Sydpolen i stedet.
Det var en kæmpe sejr for mig, da vi efter 8 hårde døgn på ski og med pulk nåede Sydpolen. Jeg mærkede glæden brede sig i kroppen, da vi nærmede os polen, og især følte jeg den fede tilfredsstillelse det er, når man når et af sine store mål – får en drøm opfyldt.
Jeg er den første blinde dansker, som har stået på ski til Sydpolen, og jeg er sandsynligvis den ældste af de blinde, som har gjort det. Jeg er glad og enormt lettet over, at det lykkedes.
Mine særlige udfordringer
Efter den lange rejse via Chile til Antarktis fik vi endeligt skiene på ved den 89. breddegrad og satte kurs mod Sydpolen. Vi trak hver især en pulk med vores personlige udstyr, som vejede mellem 30 og 40 kg. Trods mange års fysisk træning og specifik træning hen imod ekspeditionen til Sydpolen, så slog forberedelserne ikke helt til.
Jeg blev overrasket over, hvor hårdt det var. Der lå mellem 5 og 10 cm løs, tør sne, og det gjorde, at pulken var en del tungere at trække, end jeg havde forventet. Den meget tørre og kolde sne bevirkede, at der ikke var meget glid i skiene. Det føltes som at færdes på sand.
Det hårde arbejde medførte også en anden udfordring i forhold til kulden. Der var i gennemsnit minus 25 grader. Let vind 4 til 5 m/sek. Vi vidste godt, at det ville være sådan, og derfor skulle vi være særligt opmærksomme på, at vi ikke kom til at svede. Den inderste uldundertrøje må ikke blive våd af sved, da man dermed kan blive rigtig kold, og det kan være svært eller umuligt at blive varm igen. Det skete imidlertid flere gange, at jeg blev for varm, og min inderste uldundertrøje blev drivvåd, og jeg mærkede kulden brede sig i kroppen. Det betød, at jeg to gange måtte skifte undertrøje ude i det fri. Det var begge gange på en af de 4-5 pauser på cirka 10 minutter, som vi holdt hen over dagen for at spise og drikke. Jeg fik god og effektiv hjælp til at skifte undertrøje af min ledsager Claus og Taylor. Jeg måtte af med pulk, træksele, jakke og undertrøje, for hurtigst muligt at få en tør undertrøje på, og derefter jakke og træksele på igen. Der gik cirka 45 minutter inden jeg havde fået varmen i kroppen tilbage. Da jeg var blevet varm, sagde Claus til mig, at det havde været en form for nødhjælp, som jeg havde fået. Det understregede det alvorlige i forhold til den kraftige kulde.
Det var også en overraskelse, at jeg havde meget svært ved at holde varmen om hænderne. Jeg har ikke tidligere haft problemer med det. Vi var på ski i cirka 7-8 timer om dagen. Jeg måtte flere gange stoppe for at svinge med armene, så jeg fik blod ud i hænderne. Jeg brugte dagligt håndvarmere, og det var dem, der reddede mig. Forfrysninger er alvorlige, og det er en af de faktorer, som ville have kunnet medføre, at ekspeditionen måtte stoppes. Men heldigvis gik det ikke så galt.
Jeg undgik dog ikke helt forfrysninger. Jeg fik overfladiske forfrysninger i overlæben og på næsetippen. Det skete på trods af, at ansigtet var dækket helt til, når vi var på ski, hvilket var vigtigt dels på grund af kulden og dels på grund af solen.
Jeg havde endnu en udfordring. Da jeg er blind, så er jeg vant til at bruge mine hænder til at finde mine ting, skelne det ene fra det andet osv. Vi blinde siger, at vi ser med hænderne. Dette var ikke muligt uden for teltet. Hænderne blev hurtigt kolde, så jeg ikke kunne mærke noget med dem. Det betød, at jeg måtte bede om mere hjælp fra Claus og Taylor, fx til at spise og drikke, og når jeg skulle på toilettet (som var en plasticpose!).
Vi gik som nævnt på ski 7-8 timer om dagen, og der var perioder, hvor jeg kæmpede med kulden næsten minut for minut. Når jeg havde rigtig kolde hænder, så rettede jeg al min opmærksomhed på dem, og det påvirkede den øvrige indsats: teknikken på skiene, tempo og at holde retningen. Der var lange perioder, hvor jeg virkelig følte, at det var en kamp mod kulden.
Men det allerbedste: Vi fik ikke vabler på fødderne i de 8 dage, hvor vi var på ski. Det var en kæmpe ting at undgå. Under de fem års forberedelse har vi hvert år kæmpet med vabler.
Eventyrlig tur trods strabadserne
Vi havde fantastisk godt vejr. 7 ud af 8 dage havde vi fuld sol hele døgnet rundt. Blå himmel, frost og klart vejr. Den gode sol var med til at varme vores lille telt op. Når vi havde besluttet os for at slå lejr, så kom teltet op at stå som det første. Efter en halv time inde i teltet var der rimeligt lunt og rart. Det var fedt at vågne op i et varmt telt, vel vidende at der var minus 25 grader udenfor.
Vi var nærmest euforiske, da vi efter 8 dages strabadser nåede Sydpolen. Da vi nåede frem, fik vi hurtigt noget varmt tøj på, fik krammet og takket hinanden for kampene undervejs, fik taget en masse fotos og fik skålet i champagne.
På Sydpolen var der mulighed for at komme på toilet, få et bad, og der var et stort opvarmet opholds- og spisetelt.
Jeg vil gerne fremhæve det meget positive teamarbejde, som vi havde. Jeg kender min ledsager Claus som god kammerat og skiledsager i gennem mere end 30 år. Taylor fra Polar Explorers havde vi kun mødt online på forberedende møder inden ekspeditionen. Vi fandt dog hurtigt sammen, og samarbejdet døgnet rundt om at nå Sydpolen fungerede rigtig godt i højt humør og god stemning.
Alt i alt en krævende men eventyrlig tur, som jeg vil bære i mig for altid.
Se og læs mere på: Facebook – Team Blind South Pole 2024
Ski4Ever
Boarding kortet er i lommen
Punta Arenas den 3. januar 2024
Så nærmer det sig for alvor, at vi skal flyve til Antarktis. I dag kl. 11 afleverede vi alt vores udstyr, inklusive ski. Bagagen blev vejet, og vi overholdt begrænsningen på 25 kg.
Vi fik udleveret boarding kort, og vi er således nu helt klar til at modtage information om, hvornår vi skal flyve. Den information forventer vi at modtage her onsdag aften mellem kl. 19 og 21.
Grunden til at vi ikke bare får et afrejsetidspunkt er, at vejrforholdene skal være optimale i forhold til at lande på Antarktis, hvor landingsbanen er is. Den bliver kaldt Blue Ice.
Powerbank og handsker
I går var vi på shoppingtur for at finde nye powerbanks. Vi var forbi 4-5 forretninger, og vi fandt endelig et par brugbare powerbanks. De er dog ikke så kraftige, som dem vi har liggende i lufthavnen i Santiago, men nu har vi i hvert fald noget strøm med.
Det lykkedes også at finde et par handsker til mig, som er bedre egnet end dem, som jeg havde med hjemmefra. Så alt er på plads.
I går brugte vi også tid på at pakke vores mad til selve skituren. Vi har masser af energibarer, rosiner og nødder med. Både Claus og jeg har nu pakket 10 poser, en til hver dag.
Lidt om Chile
Vi befinder os i den sydligste by i Chile, Punta Arenas. Det er på mange måder en fin by, men der er også en del, som kunne vedligeholdes lidt bedre. Alle veje er snorlige, og alle veje og fortove er belagt med beton. Vi har ikke set asfalt hernede.
Priserne er rimelige, både i forretninger og på restauranter. Taxa er også billige. Vi kørte i går med taxa cirka 3,5 km, og det kostede 40 kroner.
Da vi var landet i Santiago i lørdags, var vi tørstige, og Claus købte to Cola. De kostede 5800 peso. Det svarer til cirka 25 kr. for en Cola, så det er også okay, synes vi.
Vi har ikke set en eneste el-bil eller hybridbil. Det er åbenbart ikke kommet hertil endnu. Da vi var på pingvintur, så Claus 6-8 vindmøller. Så dem har de altså gang i hernede, og jeg tror at de leverer godt med strøm, da der hver eneste dag har været masser af vind.
Siden vi landede i Santiago, har vi udelukkende mødt venlige, imødekommende og hjælpsomme chilenere. Det er dejligt at opleve. Et lille ønske kunne være, at de lærer lidt mere af det engelske sprog
Nu venter vi spændt på flyrejsen og den store udfordring.
Tak til alle som følger os og som læser med på diverse medier.
Claus og Arne – Ski4Ever
Godt Nytår fra Punta Arenas
1. januar 2024
Team Blind South Pole 2024 sender hermed en varm nytårshilsen til alle, som læser med her på siden.
Rejsen til Punta Arenas
Vi fløj fra Kastrup den 29. december og ankom planmæssigt til Punta Arenas dagen efter. Der var stress undervejs. I Madrid, hvor vi skulle skifte fly, var der meget kort tid, og der var rigtig langt til den terminal, hvor vi skulle videre med fly til Santiago. Det var hårdt arbejde for Claus. Han har ikke tidligere besøgt den lufthavn, og den er bare kæmpe stor. Han gik ikke fejl en eneste gang, så vi nåede flyet.
Mistede powerbanks
Fra Santiago skulle vi flyve indenrigs til Punta Arenas. Det lokale flyselskab kunne ikke acceptere, at vi fik vore to kraftige powerbanks med i flyet. Claus forhandlede intenst, men vi fik dem ikke med. Lidt paradoksalt, når vi have haft dem med helt fra Kastrup. Vi skal derfor på jagt efter nye i morgen, hvor alt gerne skulle være åbent igen.
De første timer i Punta Arenas
Vi fik hurtigt vores bagage, og vi var super glade for at se, at det hele var med. vi fandt en taxa og fik vores hotelværelse. Vi lagde vores bagage, og gik en aftenstur i byen. Dejligt mildt vejr. Omkring 15 grader. Fandt noget at spise, og det bedste var, at vi også fik reserveret plads på en udflugt til en ø syd for byen. Der er rigtig mange pingviner, og dem skulle vi selvfølgelig ud og se. Det betød, at vi gik tidligt til ro.
Pingviner
Vi skulle møde op kl. 6.30 om morgenen, så vi måtte op allerede kl. 5.30 for at nå det.
Vi kørte i bus i 45 minutter og sejlede i en time for at nå ud til øen. Det var en fantastisk oplevelse. Masser af søde pingviner på kun få kvadratmeter, så der blev filmet i stor stil. Hjemturen på havet blev hård, da det var blæst op. Det blæste 12 meter i sekundet, og flere blev søsyge. For en gang skyld havde mit manglende syn god betydning, da jeg netop uden syn ikke bliver hurtigt søsyg.
Vores guide og nytårs aften
Vores guide fra Polar Explorers ankom i går omkring kl. 15. Vi fik hurtigt kontakt og aftalte at spise sammen. Vi fandt et hotel, hvor et dansk ægtepar boede. Det var Allan og Elsa, som vi fik kontakt med i flyet over Atlanten. Nogle rigtig søde mennesker, og det endte med at vi alle 5 spiste og holdt hele nytårs aften sammen. Det var rigtig hyggeligt og til tider også ret muntert.
Vi har hverken hørt eller set noget til fyrværkeri. Det bruges overhovedet ikke her. En anden for os særlig ting er, at det først bliver helt mørkt omkring kl. 22.45.
Endnu et tjek af udstyr
I dag kl. 11 mødtes vi med vores guide på vores hotel. Han hedder Taylor, og Claus og jeg er helt enige om, at vi har den helt rette guide. Vi gennemgik alt vores tøj, og det viste sig, at vi har for meget med. Men det er jo positivt. Vi ved nu, at vi har alt, hvad vi skal bruge bortset fra powerbanks og et par handsker, som jeg også gerne skal finde i morgen.
Møde med ALE
ALE står for flyvningerne til Antarktis. Dem skal vi mødes med den i morgen kl. 16, hvor vi vil få information om flyvningen til Antarktis, noget om sikkerhed osv. Vi ved, at vi må have 25 kilo med i bagage, og det er en udfordring at komme ned i vægt, men det skal vi.
Ind på isen
Den 3. januar skal vi aflevere vores bagage, ski og stave i lufthavnen, og så forventer vi, at vi skal flyve til Antarktis den 4. januar. En tur på lige knapt 3000 km.
Vi føler os godt tilpas, og vi føler også, at vi har styr på det hele og venter nu kun på at komme videre. En lille sjov ting er, at jeg har taget min film Fra Arctic Circle Race med herned for at vise den for vores guide. Han ville meget gerne se den, og han foreslog, at jeg tager den med til Union Glasier Camp, hvor vi kan se den sammen, og alle andre gæster vil kunne se med. Jeg har filmen med engelske undertekster, og det bliver virkelig fedt at vise filmen dernede.
Der er mange flere røverhistorier om, hvad der er sket indtil nu, men dem må I få en anden gang.
Følg fortsat gerne med på Facebook og på bloggen på polarexplorers.com. Bedste nytårshilsner Claus og Arne – Ski4Ever
Endelig skal vi afsted!
29. december 2023
I aften går Claus og jeg ombord på flyet, som skal bringe os på vej mod vores mål: At løbe på ski til Sydpolen!
Vi har brugt rigtig mange ressourcer på at blive helt klar til afrejse, men nu er vi klar. Forberedelserne har sat sit præg på vores hverdag i mange uger og ikke mindst på Julen. Nu hvor det hele er på plads, så føles det ikke så voldsomt, som i de seneste dage og uger. Forberedelserne har fyldt meget i hovedet, men sådan må og skal det nok være.
Flyveturen.
Vi starter ud fra Kastrup Lufthavn og flyver til Madrid, og derfra flyver vi direkte til Chiles hovedstad Santiago. Så skifter vi til et indenrigsfly, som flyver os til Punta Arenas helt nede i det sydligste Chile. Rejsen med fly og et par skift varer 26 timer. Vi ankommer den 30. december kl. 17.45. Tidsforskellen mellem Danmark og Chile er 4 timer.
De første dage i Chile.
Den 31. december ankommer vores guide fra Polar Explorers til Punta Arenas. Han hedder Taylor. Vi har aftalt at mødes og fejre Nytår sammen. Det bliver i sig selv en oplevelse. Vi skal kikke på byen, måske tage på tur til en pingvinkoloni 60 km fra byen. Der er garanteret meget andet at opleve. Det er jo en anden verdensdel, en helt anden kultur mv.
Ned til Antarktis.
Den 2. og 3. januar 2024 skal vi tjekke og pakke vores udstyr til ekspeditionen, og den 4. januar flyver vi fra Punta Arenas til Union Glacier Camp, en strækning på knapt 3000 km. Se og læs mere om Union Glacier Camp på:
Den første nat på Antarktis skal tilbringes her. Vi skal sove i vores telt, og næste dag skal vi flyve til den 89. breddegrad. Her tager vi skiene og trækselen på, sætter pulkens reb i karabinhagerne, og så starter eventyret.
Du kan følge Team Blind på Sydpolen.
Vi har satellit telefon med, og vi forventer at ringe hjem med nyheder fra ekspeditionen. I skrivende stund ved jeg ikke, om vi kan sende fotos. Vi håber, at det hele vil virke, og at det dermed vil være muligt for alle at følge os via Facebook:
Jeg er glad for, at Dansk Blindesamfund vil også bringe nyheder og omtale om vores eventyr. Se med på Dansk Blindesamfunds Facebook:
https://www.facebook.com/danskblindesamfund
Expedition Blog: Polar Explorers har oprettet en blog, som starter den 2. januar. I er alle velkomne til at sende opmuntrende beskeder og spørgsmål om vores eventyr til chris@polarexplorers.com.
Link til bloggen: https://www.polarexplorers.com/post/south-pole-last-degree-starts-soon
Tak.
Team Blind har nu været på vej på eventyr i mere end 6 år. Vi har oplevet meget stor interesse for projektet, og det er vi dybt taknemmelige for. Vi har modtaget støtte fra en meget lang række sponsorer, og uden denne støtte ville vi ikke have kunnet gennemføre ekspeditionen. Se sponsorernes logoer i galleriet her på siden.
Personligt har jeg nu løbet på ski siden efteråret 1978, og det har jeg ikke gjort alene. Jeg vil derfor gerne takke enhver, som har været med til at gøre mig i stand til at satse på en ekspedition til Sydpolen. Det er først og fremmest min familie og dernæst alle mine træningskammerater og ledsagere på et utal af træningsture og stævner samt hjælpere, som har bidraget på den ene eller anden måde.
Et så langt og aktivt idrætsliv præger en familie. Jeg vil derfor også takke min kone, Mary. Mary har brugt utroligt mange timer på at hjælpe med alt muligt, som jeg nu en gang har brug for i hverdagen og i forbindelse med de mange forberedelser af skiture gennem årene.
Ski4Ever – Arne og Claus
Team Blind skal til Sydpolen!
3/12 2023
Vi har nu bestilt flybilletter til den sydligste by i Chile, Punta Arenas. Vi rejser fra København den 29. december kl. 19.50, så vi skal fejre Nytår i Chile. Det bliver en oplevelse, og en rigtig god start på det nye år! Vi skal bo på hotel Diego de Almagro, som er fint til vores behov.
Den 2. og 3. januar skal vi gøre de allersidste forberedelser sammen med vores guide, inden vi flyver til Antarktis den 4. januar 2024.
Træningen fortsætter!
Nu er der godt gang i dæktræk. Det er en nødvendig del i forhold til, at vi skal trække en pulk på 30-40 kg på hele ekspeditionen, som i luftlinje er på 111 km. Jeg har købt en træksele, som er fremstillet til at trække pulk. Den træner jeg nu med, og jeg vil også bruge den på ekspeditionen.
Jeg træner fortsat i FitnessX i Virum, hvor Tim Kehoe er en uvurderlig ledsager for mig. I går var det min 81. træning i FitnessX siden januar 2023. Dertil kommer nu dæktræk samt træning i kælderen herhjemme.
Møde med vores guide.
Den 1. december havde Claus og jeg vores første online møde med vores guide fra Polar Explorers. Han hedder Taylor, og vi fik begge et rigtig positivt indtryk af ham. Det bliver os tre, som skal følges fra Punta Arenas til Sydpolen tur/retur.
Vi aftalte bl.a. et nyt møde om 14 dage, hvor vi skal gennemgå og tjekke alt vores udstyr.
Ski4Ever
Team Blind sætter nyt mål og ny kurs!
11/11-2023
Efter mere end 5 års anstrengelser for at komme til Nordpolen, og lige så mange aflysninger, har Team Blind nu sat nyt mål og ny kurs! Vi vil til Sydpolen! Det er i januar 2024, og det bliver stort!
Team Blind, som består af Arne Christensen og Claus Geleff, besluttede i 2017, at vi sammen ville gennemføre en ekspedition på ski til den geografiske nordpol. I 2018 gennemførte vi en succesfuld ”Shakedown Training” på Svalbard, som viste os, at vi ville og kunne fortsætte mod vores mål.
Efter intensivt og succesfuldt sponsorarbejde, fysisk træning m.v. var vi 100 % klar til ekspeditionen i april 2019. Ekspeditionen blev imidlertid aflyst en time før, vi skulle køre til Kastrup Lufthavn. Vi har dog fastholdt vores mål. Vi har trænet, været på træningsture og satset på ekspedition i 2020 og 2021, hvor Covid-19 forhindrede os, og i 2022 og 2023 var det krigen i Europa, som var årsag til, at vi ikke kom på ekspedition.
På trods af den store opbakning fra sponsorerne og den store interesse, vi har oplevet for projektet, så er vi efter 5 års vedholdende anstrengelser fortsat ikke kommet på ekspedition!
Det skal nu være slut med blot at vente. Vi har derfor besluttet at ændre kurs, og målsætningen er nu, at Team Blind skal gennemføre en ekspedition fra den 89. sydlige breddegrad og frem til den geografiske sydpol.
Det er Polar Explorers, som vi har samarbejdet med i alle årene, som arrangerer ekspeditionen til Sydpolen. Selve ekspeditionen gennemføres fra den 3. til den 16. januar 2024 – og vi skal med!
Vi er i form, og vi har stort set anskaffet os alt det personlige specialudstyr, som er nødvendigt til ekspeditionen. Så nu gælder det om at få fuldført alle forberedelserne.
Vi er taknemmelige og glade for, at der fortsat er meget stor interesse for vores aktiviteter. Vi vil løbende informere om det videre forløb på Facebook og her på siden.
Ski4Ever
Arne og Claus.
Stor frustration – ekspeditionen aflyst igen!
Sent den 18. marts modtog TEAM BLIND NORTH POLE 2023 meddelelse fra Polar Explorers om, at Barneo Ice Camp ikke bliver en mulighed i år, og dermed kan ingen komme til Nordpolen! Polar Explorers har fået meddelelsen fra Barneo AG, som er det schweiziske firma, som står for etablering af Barneo Ice Camp.
Barneo er den base på isen ved Nordpolen, som er en forudsætning for at komme op på isen. Basen etableres normalt her i foråret, og er åben 3 uger i april. Men altså ikke i år.
Jeg er frygteligt ked af det.
Jeg er dybt taknemmelig for alle de følgere, der er på Facebook. Delinger, kommentarer og likes i hundredevis. Hjemmesiden har haft mere end 11.000 besøgende. Fantastisk. Og hvor meget mere opmærksomhed og interesse ville vi ikke kunne nå på de næste 3 uger?
Nu sidder jeg og stiller mig selv spørgsmålet: Er der fortsat nogen der kan tro på, at jeg er til at regne med, værd at følge, værd at støtte osv. Det er nogle barske tanker at sidde med. Jeg har ikke kunnet holde tårerne tilbage.
Jeg har endnu en gang satset 100 procent på, at jeg skulle være den første blinde på ski til Nordpolen. Lige nu giver det ingen mening at remse op, hvad jeg har gjort, men forberedelserne har været omfattende og ikke gratis. Jeg føler, at jeg skal have lidt tid til at vænne mig til tanken, få energien tilbage og komme op af stolen igen.
Om begrundelsen for aflysningen skriver Barneo AG:
“Understanding and sharing your concerns about our operating the Barneo 2023 season, we expressed, in our prior correspondence, our confidence that the season will take place. Such optimism was with good reason, as all necessary actions and preparations had been made to operate the Camp. Unfortunately, yesterday evening we received an official notice from the Norwegian authorities denying us permission to operate flights out of Longyearbyen.”
Det er temmelig frustrerende at få denne besked, når Barneo AG to gange skriftlig har bekræftet, at basen ville blive etableret i april 2023. Så sent som på online mødet torsdag d. 16. marts oplyste Polar Explorers, at der var ”zero” risiko for en aflysning.
Lige nu ved jeg ikke, hvad der vil ske fremover, men jeg ved med sikkerhed, at Claus, Ege og jeg ikke er færdige med at løbe på ski sammen, søge udfordringer og eventyr.
Jeg vil skrive igen, når jeg er kommet videre. Jeg vil endnu en gang takke enhver af jer, som har fulgt med, og jeg ønsker virkelig, at I fortsat vil følge TEAM BLIND.
Ski4Ever
Så er der 30 dage til afrejse!
I dag er det den 11. marts, og det betyder, at der er præcis 30 dage til vores afrejse den 11. april kl. 7.20, hvor vi starter med at flyve fra København til Svalbard. Det føles godt, at ekspeditionen nu for alvor nærmer sig. Her på hjemmesiden kan du altid se, hvor lang tid der er til vores afrejse.
Der kan du også nemt læse en vejrmelding for Nordpolen. I skrivende stund er der 29 graders frost, tåge og let vind. Det føles angiveligt som minus 41 grader. Jeg håber, at det bliver lidt varmere i anden halvdel af april.
Jeg læser ofte vejrmeldingen for Svalbard og Nordpolen. På Svalbard er det aktuelt mildere, og der er lyst fra morgen til aften. Når jeg læser vejrmeldingen for Nordpolen, så står der fortsat: Ingen solopgang. Ingen solnedgang. Det er fordi, det fortsat er mørkt hele døgnet rundt. Men det går stærkt nu. Når vi er på isen fra den 17. til den 26. april, vil det være lyst hele døgnet.
Træningen forløber planmæssigt. Et par gange om ugen i FitnessX i Virum: Cross-trainer og løbebånd. Et par gange om ugen i egen kælder: Concept2 skitræner og cykel. Og et par timer med dæktræk i skoven i løbet af weekend’en. I søndags var det i Rude Skov. Godt terræn og dejlig natur. Mary var min guide på denne tur. Foto fra Rude Skov og i FitnessX: Tim Kehoe. Se Galleri.
De sidste par uger har vi arbejdet med at udfylde en masse formularer i forbindelse med ekspeditionen. Evakueringsforsikring er også på plads nu. Det er et tidskrævende arbejde, men det skal selvfølgeligt være i orden alt sammen.
Vi er i gang med at kontakte såvel trykte som elektroniske medier med henblik på at få omtale.
Følg med på Facebook: Team Blind North Pole 2023 og her på hjemmesiden, hvor der nu har været 11.472 besøgende. Et besøgstal, som jeg er stolt over. Fedt!
Ski4Ever
Claus og Arne
Team Blind har fuld fokus på ekspeditionen til Nordpolen
Vi er nu hjemme igen efter en udbytterig træningstur til Tänndalen i Sverige i uge 7. Vi havde fine forhold med hensyn til sne, og vi havde 3 dage med fuld sol. Vi trænede 25 – 30 km de fleste dag. De 3 længste ture trak vi pulke, som bliver vores virkelighed på iskappen.
Jeg trænede med de støvler og ski, som jeg skal benytte på ekspeditionen, og jeg har nu har fundet en inderstøvle, som fungerer. Det betyder, at jeg for første gang ikke fik vabler på mine fødder. Perfekt! Nu er udstyret klart.
Min hjemlige træning fortsætter. Siden Nytår har jeg suppleret min sædvanlige træning med træning i FitnessX i Virum. Der benytter jeg cross-traineren og kører 30 minutter med godt tempo og øger belastningen undervejs. Derefter træner jeg på et løbebånd, men jeg løber ikke! Jeg går på løbebåndet for at opnå styrke og udholdenhed til de lange stræk på isen mod Nordpolen.
Jeg sætter løbebåndet på max stigning, 20 procent, 5 km/t, og jeg har en vægtmanchet omkring hver ankel på 2 kg. Jeg går i 30 minutter. Jeg får på denne måde god styrke i benene, så jeg kan løfte mine ski og støvler gennem en hel dag oppe på iskappen.
På løbebåndet går jeg med 120 skridt i minuttet. Det betyder, at jeg i løbet af de 30 minutter – ud over min egen vægt – flytter 7,2 tons!
Jeg har mit pulsbælte og iPhone med, så jeg hele tiden har styr på tiden og min puls. Min iPhone læser data for mig hvert minut.
Jeg træner i FitnessX sammen med Tim, som er min gode kammerat, og som er behjælpelig med at ledsage mig rundt i centeret. Det er et rart sted. Der er en meget positiv stemning, et meget imødekommende og venligt personale, så det er en stor fornøjelse, at træne der. Det er også hyggeligt, at vi næsten altid får hilst på nogen, som vi kender.
Team Blind har planlagt afrejse fra Danmark til Svalbard den 11. april 2023, og vi forventer at være hjemme igen den 27. april. Den 17. april flyver vi op på isen, og så starter drømmeturen for alvor! Vi glæder os. Vi er et godt team, vi har forberedt os hen over 5 år nu. Vi har været på flere træningsture sammen, og vi har talt utroligt meget om ekspeditionen. Vi er SÅ klar og ser nu frem til afrejse.
I denne uge starter jeg med at supplere den fysiske forberedelse med at trække bildæk. To stk. Det er vigtigt at vænne kroppen til den belastning, som det bliver at færdes på Nordpolen og trække en pulk efter sig på mellem 30 og 40 kg. Jeg vil se, om jeg kan få taget lidt video og lægge på Facebook – Team Blind North Pole 2023
Ski4Ever
Sidste nyt december 2022
Endelig er der godt nyt! Inden for de seneste uger har teamet være samlet og har afholdt online møde med Polar Explorers. Vi har endvidere modtaget en skriftlig orientering om projektets aktuelle status. Arrangørerne oplyser, at de arbejder med etableringen af Barneo Icecamp, og at projektet følger tidsplanen. Vi har derfor store forhåbninger om endelig at komme af sted i april 2023.
Vi opdaterer her, når der er nyt at meddele. Følg også med på Facebook: Team Blind North Pole 2023.
Team Blind har fokus på april 2023
Claus og jeg har uanset 4 aflysninger aldrig været i tvivl om, at den store opbakning vi får og de mange ressourcer, som vi har brugt på projektet, ikke skal tabes på jorden. Vi fortsætter derfor vore forberedelser og træning og gennemfører ekspeditionen i april 2023. Vore aftaler med Polar Explorers, fly og hotel er endnu engang blevet overflyttet et år. Vi er fast besluttede, og vi fastholder motivationen og når målet! TV2 fastholder deres interesse og vil producere en dokumentar om vores ekspedition. Det er vi super glade for.
Projektets status er, at Team Blind North Pole vil gennemføre ekspeditionen på ski fra den 89. breddegrad og frem til den geografiske nordpol i april 2023. Vi forventer, at det vil vare 6-8 døgn. Vi kender endnu ikke de præcise datoer. Vi vil rejse til Svalbard nogle dage før, og vi har besluttet at deltage i en One-Night Shake Down Training (træningslejr) på Svalbard umiddelbart inden ekspeditionen for at teste alt vores udstyr og færdigheder inden afgang til isen.
Team Blind
Claus og Arne
Ski4Ever
Så længe varer det før vi tager afsted:
Hvem er den blinde pioner?
Hvordan booker jeg et foredrag med Arne?
Hvad laver Team Blind?
Hvor kan jeg se billederne?
Hvem sponsorerer projektet?