Blind langrendsløber har gennemført verdens hårdeste skiløb
Det er en stor glæde at fortælle lidt om min deltagelse i verdens hårdeste skiløb, Arctic Circle Race.
Jeg er den første blinde, som har gennemført løbet. Det blev en enestående oplevelse og en ubetinget succes.
Lang vej til start.
Jeg har i mange år puslet med tanken om at starte i ACR. I kraft af min aktivitet og deltagelse indenfor langrendsmiljøet i mange, mange år har jeg hørt om løbet, og jeg kender da også en del langrendsløbere, som har deltaget i løbet. Det er blandt andre min ledsager fra De Paralympiske Lege i Lillehammer 1994, Claus Geleff.
Jeg forsøgte at komme til start i ACR i 2015, men da jeg henvendte mig om startnummer mv. i sommeren 2014, afviste arrangørerne mig med henvisning til, at de ikke kunne påtage sig ansvaret for min deltagelse og det sikkerhedsmæssige, når jeg ikke kan se, og fordi der er stejle nedkørsler på løjpen!
Netop Claus Geleff og jeg havde tidligere talt om min eventuelle deltagelse i ACR, og da Claus selv skulle deltage i ACR for 2. gang i 2015, tilbød han at holde et møde med arrangørerne. Claus kender mig og mine skifærdigheder, og Claus lagde et godt ord ind for mig. Det resulterede i, at arrangørerne tilbød mig at starte i 2016 på den betingelse, at jeg havde to ledsagere, som skulle følge mig under hele løbet. Det var jeg stjerne glad for, og jeg kunne nu se frem til, at det ville blive noget dyrere og meget sjovere!
TEAM BLIND blev samlet.
Claus havde væltet en mur for mig, og sammen med Claus dannede vi hurtigt et hold. Claus’ erfaringer gjorde, at han vurderede, at der ville være behov for mange ressourcer både til forberedelse og til selve deltagelsen i ACR. Det blev til holdet ”TEAM BLIND” og en væg på Facebook: TEAM BLIND – Arctic Circle Race 2016.
Holdet bestod ud over mig af fire personer: Claus Geleff og Jesper Erlandsen fra Rulleski.dk, som først og fremmest havde til opgave at planlægge og koordinere rejse, ophold og deltagelse i selve løbet samt skaffe udstyr, og Lars Røpke og Henrik Seidelin Dam, som fulgte mig på alle 160 km. Henrik har flere gange gennemført ARC og kender derfor hele arrangementet, hvilket var en stor fordel for mig. Lars har jeg løbet i hundredevis af kilometer på ski sammen med, og han var min primære skiledsager på ACR, da vi er godt samtrænede. Han kender mine skifærdigheder 100 % samt mit behov for ledsagelse.
Tilmelding og forberedelser.
Vi blev hurtigt tilmeldt, og træning og sponsorarbejdet blev intensiveret. Ved tilmelding kan man købe en pakke bestående af rejse frem og tilbage, ophold i Sisimiut samt startnummer til ARC. Vi valgte at bo på Hotel Sisimiut, hvor de har en 5-mands lejlighed, som var perfekt for os. Vi ankom tirsdag den 29. marts, og ACR startede fredag den 1. april kl. 10. Vi kom i mål søndag den 3. april og rejste hjem til Danmark den 5. april.
Jeg havde fået forberedt mig så godt, som jeg kunne ønske. Jeg havde haft gode træningsmuligheder herhjemme. Jeg havde anskaffet en Thorax-trainer, og jeg havde fået løbet en del på rulleski på Værløse nedlagte flyvestation, hvor der er god plads. Jeg havde en cykel på en hometrainer, Technogym Wave og en romaskine i kælderen, som også har ydet gode bidrag til formen. Fra den 20. december til den 20. marts, var jeg på ski i 5 uger. Turene gik til Skeikampen og til Beitostølen i Norge. Ja, jeg synes, at mine forberedelser har været rigtig gode, men som idrætstosse så tænker jeg altid på, at jeg nok kunne have gjort noget mere, trænet i flere timer, løbet noget mere, gået i fitness-center, og jeg ved ikke hvad, men sådan er det jo, når jeg ikke vil være til grin i de store arrangementer, og når jeg vil føle mig klar, når jeg står på startstregen.
Om Arctic Circle Race.
Arctic Circle Race blev gennemført for 20. gang i dagene fra den 1. til den 3. april 2016 i området ved Sisimiut på Grønland. ACR er på i alt 160 km, og der overnattes i teltcamp på sneen i to nætter. Der er telte til overnatning, ophold, omklædning og måltider, men der bydes kun på varmt og koldt vand samt kaffe og te. Alt andet skal løberne selv sørge for at have med. Det er liggeunderlag, sovepose, skiftetøj, aftensmad, morgenmad, ekstra ski og stave, skismøring mv. Løberne skal løbe med rygsæk med bl.a. sikkerhedsudstyr. Arrangørerne sørger for, at bagage og skiposer kommer frem til lejren.
Hård løjpe.
Jeg har løbet på ski i mange år, men jeg har aldrig oplevet så hård en løjpe. Efter den første dag på 56 km og 1730 højdemeter var jeg meget træt. Det var en ufattelig hård løjpe. Der er rigtig mange og lange bakker. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og jeg løb og ventede på det lette parti af løjpen, men det kom aldrig. Det hårde terræn, som gjorde, at vi flere gange tog skiene af både op ad bakke og nogle gange også ned ad bakke, overraskede mig meget. Selv om Claus og Henrik, der begge har deltaget tidligere, havde fortalt en masse om den hårde løjpe, så havde jeg ikke kunnet forestille mig, at modbakkerne og nedkørslerne er så lange og under tiden meget stejle.
Jeg havde glædet mig til lange stræk med dobbelttag og den fart, som det giver, men sådan blev det ikke. Det irriterede mig noget og gjorde, at jeg var både fysisk og psykisk træt, da vi kom i mål den første dag.
Det lette og flade parti kom først, da jeg lå i soveposen!
Efter de 56 km den første dag skulle der drikkes, klædes om, spises, modtages massage og smøres ski. Det hele foregik i teltlejren, som var etableret til formålet cirka 20 km fra Sisimut. En teltcamp på sneen ligner ikke en almindelig hverdag. Jeg var derfor meget afhængig af ledsagelse og hjælp til alle gøremål i teltcampen. Det var helt afgørende, at jeg havde samlet mit fantastiske hold til turen.
Vi havde frysetørret mad med. Da det ikke er nok, havde vi også hjemmelavet kødsovs med, og så kogte vi spaghetti i den trangia, som står på alle bordene i det telt, hvor vi spiste. Ind imellem gnaskede vi nødder og rosiner for at få så meget som muligt ned i maven inden morgendagens skitur.
Efter en god nat i teltet med cirka 15 frostgrader var jeg klar til anden dag, som jeg følte gik langt bedre. Jeg tror det var fordi, at jeg nu vidste, hvad der ventede på de næste 48 km, som var dagens distance. Jeg var næppe blevet en bedre skiløber ved at sove en nat på sneen, så for mig at se, så handler det om det psykiske.
Første og anden dag gik generelt fint, blandt andet fordi sne, spor og vejret var fantastisk. Sol, næsten stille og 10-15 graders frost. Der er depoter på hele løjpen. For hver 8-10 kilometer, står der en flok meget glade grønlændere og serverer drikke og energi i de mængder, som man ønsker. Det fungerede fint. Ud over maden og drikke på depoterne havde jeg også selv energibar og nogle energiskud med. Vi løb med en rygsæk med en del sikkerhedsudstyr, og blandt andet også en kop, som jeg brugte til at drikke af på depoterne. ACR er meget miljøbevidste, og de vil ikke have plastickopper og andet affald flyvende rundt i området under løbet.
3. dag var det lidt mildere – omkring 5 graders frost, og så var der lidt vind. Der skulle løbes 54 km, og den midterste del af løjpen var præget af små snedriver og dårlige spor. Det gjorde løbet særligt krævende for både ledsagerne og mig. Vi kom dog godt igennem, og vi nød, at arrangørerne havde trukket friske spor de sidste 15 km, så der fik vi brug for lidt dobbelttag, og der var stadig kræfter i armene, da vi løb ind på stadion.
Fantastisk afslutning.
ACR er en kæmpe begivenhed i Sisimiut, og der var mange tilskuere ved målstregen. Jeg løb over stregen under stor jubel og efter mere end 22 timers skiløb på de 3 dage. Hele byen var mødt frem på stadion, og det var simpelthen overvældende og fantastisk at løbe i mål. Jeg kom i kongestol, og både radio og TV ville have interview med os. Det var en meget stor forløsning for mig at have målstregen bag mig. Mange måneders forberedelser havde båret frugt. Vi havde nået målet, og jeg var stolt. Jeg var meget bevæget over det hele, og tårerne løb ned ad kinderne på mig. Jeg kan fortsat mærke de stærke følelser, når jeg tænker på målgangen eller skal fortælle om det til andre / skrive dette.
Min målgang er lagt på Facebook og er blevet set af mere end 34.000, hvilket er helt vildt.
De store mål blev nået!
Jeg havde sat to mål med min deltagelse. Dels ville jeg vise verden, at det er muligt at gennemføre verdens hårdeste skiløb uden syn, og dels ville jeg give mig selv den store idrætslige tilfredsstillelse, det er at gennemføre ACR. Begge mål blev indfriet, hvilket jeg nu ser tilbage på med glæde og stolthed.
Flot placering.
Jeg havde ikke satset på en særlig placering i løbet, da jeg først og fremmest ville gennemføre det. Hvis jeg havde forsøgt at løbe i mit konkurrencetempo, så var jeg kørt totalt ned den første dag.
Jeg blev nr. 110 af 159 deltagere, som gennemførte ACR på 160 km, og jeg blev den bedste i aldersgruppen over 60 år. Det var ikke meningen, at jeg skulle vinde noget, men jeg er herrestolt over, at jeg er den bedste i gammelmandsklassen, som de siger deroppe! Min placering som nr. 110 passer sjovt nok til HM Kronprins Frederiks startnummer – 110. Det var fedt at stå i et startfelt og være i løjperne sammen med HM Kronprinsen, som jeg også havde fornøjelsen af at hilse på, og vi fik en snak om ACR, højdemeter, ski, smøring mv.
Enorm interesse for TEAM BLIND’s deltagelse.
Allerede før afrejsen til Grønland var der stor interesse for vores projekt. Der var omtale i flere medier, men det stod ikke mål med, hvad der skete, da TEAM BLIND startede i ACR, løb de 3 dage og kom i mål efter de 160 km. Der var flere, som gav udtryk for, at vores deltagelse har sat ny standard for ACR.
Jeg er dybt taknemmelig for, at mine mange ledsagere og træningskammerater igennem mange år igen har været klar til at træne sammen med mig i vinteren 2015 / 16. De har brugt tid, ferie og kræfter på mig og mit projekt, det sætter jeg meget stor pris på. Jeg er også fantastisk glad for, at arrangørerne bag Arctic Circle Race viste mod og tilbød mig at starte i verdens hårdeste skiløb.
Film om min deltagelse i ACR.
Jeg har satset alt for at vise verden, at det er muligt at gennemføre verdens hårdeste skiløb uden syn. Jeg har derfor også arbejdet på at få lavet en film, så det kan dokumenteres for fremtiden. Der er lavet optagelser af min træning herhjemme, i Norge og under deltagelsen i ACR. Jeg er utrolig glad for, at det er blevet muligt at få lavet den film. Den er et uvurderligt minde for mig, og den vil bidrage til at vise andre, hvad ACR er for et løb, og hvordan det kan lykkes at gennemføre verdens hårdeste løb uden syn.
Jeg håber, at der vil være stor interesse for filmen, når den er færdigproduceret.
Jeg er ikke færdig med store udfordringer.
Jeg har oplevet mange ting igennem idræt, selv om jeg ikke har noget syn. Det betyder meget for mig at være aktiv, og at bruge min krop – få pulsen op. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg vil fortsætte med at træne og løbe på ski, men hvad den næste store udfordring skal være, ved jeg endnu ikke.
Læs mere.
Se mere om min deltagelse i ACR 2016 på Facebook:
Og på Arctic Circle Race’s hjemmeside og Facebook.
Med sportslig hilsen
Arne – SKI4EVER