Da ekspeditionen til Nordpolen blev udsat !

Fredag den 12. april 2019 kl. 14.51 modtog vi information fra Polar Explorers om, at vores ekspedition til Nordpolen i april 2019 var aflyst. Vi var dybt skuffede! Det var i absolut sidste øjeblik, for vi var fuldstændig klar til afrejse og skulle have været i lufthavnen kl. 16.45 samme dag.
Tirsdag den 9. april havde vi fået at vide, at ekspeditionen var udsat et par dage, da det oprindelige fly, som skulle bringe os op på iskappen, var blevet taget ud af cirkulation og havde forladt Svalbard. Fredag den 12. april fik vi så den information, at det fly, som var hyret ind som erstatning, ikke var egnet til at flyve under de givne omstændigheder. Den russiske Barneo Ice Camp trak derfor stikket og lukkede ned for alle ekspeditioner til Nordpolen i 2019. Hverken vi eller Polar Explorers var således skyld i denne aflysning, men vi ærgrerde os dybt og følte, at det var vores ski-livs største antiklimaks. Ca. 35 minutter efter at vi havde fået nyheden, var vi sammen og fik talt det hele godt i gennem. Vi var enige om, at vi holdt fast i vores store mål, og at vi ville gennemføre ekspeditionen i april 2020.
Vi er fantastisk glade for den enorme interesse, som I har vist projektet, og vi er dybt taknemmelige for den store økonomiske og anden form for støtte, som vi har modtaget.
Vi håber, I alle sammen vil kunne holde gejsten og interessen for projektet. Vi holder siden her og Facebook åben med løbende opdateringer, så følg med. Tak.
Ski-4-ever
Claus og Arne.

Link til forsiden